Normalt forbinder man triatlon med målrettede, trimmede voksne atleter. Men børn og unge kan skam også være seje triatleter.

Det er man ikke i tvivl om i Herlev Tri og Motion, der fra 2020 tilbyder ungdomstriatlontræning i klubbens nye børne- og ungdomsafdeling. Træningen ledes af engagerede ungdomstrænere og er specifikt tilrettelagt til børn og unge – med fokus på udvikling, motorik, tempo og teknik.

Og har man ikke på forhånd alt udstyret, kan man få hjælp i klubben.

“Det er vores mission at skabe et solidt og rodfæstet ungdomstriatlonmiljø i Herlev, hvor der er plads til alle, og hvor vi husker, at sport skal være sjovt,” siger Martin Haastrup Ishøj, der er cheftræner i Herlev Tri og Motion.

Garanti for sjov – og sved på panden
Han og klubbens øvrige ungdomstrænere er overbeviste om, at der er børn og unge med lyst til at føle sig som som små jernmænd. Det er udgangspunktet for træningen: At triatlon kan være både sjovt og for alle niveauer. De ugentlige træninger tilpasses den enkeltes niveau, og der vil være træning i fællesskab og i mindre grupper.

Alle er garanteret sved på panden og en masse sjov, lyder det fra tri-klubben, der også slår fast, at der ingen krav er om deltagelse i stævner og konkurrencer.

Interesserede kan henvende sig til cheftræneren på mail til ungdom@herlevtriogmotion.dk og også finde information om træning og medlemsskab på klubbens hjemmeside.

Herlev Tri og Motion – en klub i vækst
Herlev Tri og Motion er på kort tid vokset sig til en større og meget aktiv klub i Herlev. Klubbens medlemmer er alt fra topambitiøse Ironman-deltagere og til glade motionister, der ‘blot’ ønsker at komme i form.

At være en social klub med fokus på fællesskab og godt træningsmiljø har høj prioritet i klubben.

Herlev Tri og Motion arrangerer årligt eventen Herlev Triathlon.


>>  Læs mere om Herlev Tri og Motion på deres hjemmeside

>> Se oversigt over alle udholdenhedssporter i Herlev Kommune

>> Se oversigt over alle idrætsforeninger i Herlev Kommune