BEMÆRK: DETTE ER EN GAMMEL NYHED – AKTIVITETEN ER AFVIKLET/TILBUDDET ER UDLØBET.

Snart lyder startskuddet for løbe-, kaste- og springglade børn og unge i Herlev. Det sker, når Herlev Løbe- og Atletikklub igen sætter gang i en sjov og oplevelsesrig atletiksæson.

Onsdag den 4. april, kl. 16.30 – 18.00, slår den traditionsrige og ‘orange’ klub dørene op for et nyt børne- og ungdomshold i atletik på Herlev Stadion.

”Vi træner hver onsdag i kast, spring og løb, og vi står klar til at tage imod alle interesserede fra kl. 16.30 og de næste mange onsdage,” siger Stig Fog, som er ansvarlig for børne- og ungdomstræningen i Herlev Løbe- og Atletikklub.

Gratis at prøve af
Som en ekstra gulerod for nysgerrige er det helt frem til sommerferien gratis at være med. Det kræver heller ikke tilmelding – man møder simpelthen bare op på Herlev Stadion.

Så står den ellers på træning, teknik og leg – men også på muligheder for at prøve sine atletiske evner af mod jævnaldrende børn og unge fra andre klubber. De første atletikstævner er allerede i sigte, og de plejer at sætte ekstra skub i træningsmotivationen, fortæller Stig Fog.

Interesserede børn og unge skal huske at være iført træningstøj, at medbringe en drikkedunk og at komme i god tid, inden træningen starter.

Har man spørgsmål til træningen, medlemskab eller andet, kan Stig Fog kontaktes – se hvordan her (scroll ned til ungdomstræning).

>> Læs mere om Herlev Løbe- og Atletikklub her.

>> Se alle idrætsforeninger i Herlev her.