Herlev Tennisklub blev stiftet i 1931. Den hed Herløv-Hjortespring Tennisforening, og der var bare en enkelt bane placeret ved Herlev skole. Omklædningsfaciliteterne var en stor portvinstønde – i den ene ende var der blevet savet et hul til en dør, og inde i tønden havde man placeret to bænke overfor hinanden. Der kunne sidde otte personer i tønden, og der var endda plads til både ketsjere og bolde.

Siden blev der anlagt flere baner på Sønderlundsvej, og klubben blev i 1965 medlem af HI (Herlev Idrætsforening). Da Engskolen skulle udvides, blev tennisanlægget på Ettehavevej etableret, og tennisklubben flyttede dertil i 1971. Anlægget på Ettehavevej er stadig der, vi spiller tennis om sommeren, mens vinterens træning og spil foregår i Skinderskovhallen, hvor vi har to baner til rådighed.

Herlev Tennisklub er en meget hyggelig klub, hvor det sociale betyder rigtig meget. Der skal være plads til alle, og alle skal føle sig velkommen. Derfor er det vigtigt, at vi hilser på hinanden og hjælper nye spillere med at komme i gang med tennisspillet.

En af de måder, man som ny spiller, øvet eller nybegynder, kan komme i gang med at spille tennis i Herlev Tennisklub, er ved at deltage i en de fire ugentlige hyg ind arrangementer. Der møder man bare op, og så sætter arrangøren spil i gang. Det er en god og meget benyttet måde at lære andre spillere og spillet at kende på.

Vi har også Familietennis, som er tilbud til alle Herlev borgere. Man behøver ikke at være medlem. Til Familietennis møder man bare op, tager måske sin far, mor, onkel, tante, bedstemor eller bedste ven med – i en time bliver der så sat spil og lege i gang.

I Herlev Tennisklub har vi bestemt også spillere med ambitioner! Vi tilbyder træning til alle, der har lyst, så er du nybegynder, let øvet eller talent, findes der et hold, hvor netop de ambitioner, du har, kan dyrkes.

Alle arrangementerne slutter med kaffe, the, juice eller kakao og en hyggelig snak om dagens spil.

Lige pt. er vi 400 medlemmer i Herlev Tennisklub.

Klubhus og udendørsbaner:
Herlev Tennisklub
Ettehavevej 6
2730 Herlev

Indendørsbaner:
Skinderskovhallen
Skinderskovvej 31
2730 Herlev