Tilmeldingen til årets Herlev Triathlon er for længst åbnet. Den efterhånden traditionsrige, lokale begivenhed finder sted søndag den 5. maj 2019, og det bliver den 6. udgave i rækken.

Til stævnet, der afholdes af Herlev Tri- og Motion og foregår i lækre omgivelser i og omkring Hjortespringbadet i Herlev, forventes i år op mod 600 deltagere. Og her er der tale om både motionister og garvede tri-folk, understreger klubben.

Herlev Triathlon er med andre ord et lige så godt tilbud for den erfarne som for nybegynderen inden for triatlon – og måske dit første møde med den krævende, men også givende sport?

Svømningen foregår i trygge rammer i Hjortespringbadet, og for lige at slå det helt fast angående de efterfølgende discipliner: Man behøver hverken markedets dyreste løbesko eller en tri-cykel til 30.000 kr. for at være med.

“Man kan uden problemer stille til start med en 10 år gammel racercykel, eller gennemføre ruten på hverdagscyklen med en ostemad i cykelkurven. Det sidste er dog de færreste, der praktiserer,” forklarer Nina Flindt Temte fra tri-klubben. Hun er også er stævnets presseansvarlige.

>> Læs interview med klubformand Jack Thorsen Streit om 2018-stævnet

Alene eller som hold
De fleste deltagere vælger normalt at gennemføre de tre discipliner som individuel deltager. Men faktisk kan man også stille op som hold og gennemføre som stafet.

Det sidste gjorde Herlevs  borgmester Thomas Gyldal Petersen sidste år, og han har såmænd allerede tilmeldt sig igen i år – denne gang og for første gange på et ‘rent’ borgmesterstafethold, som kaster sig over den korte af stævnets to distancer, ‘Sprint’ (den anden er den klassiske ‘OL’).

Ballerup Kommunes borgmester Jesper Würtzen svømmer først de 500 meter, hvorefter Thomas Gyldal Petersen klarer de 20 kilometer cykling. Endelig bringer Furesø Kommunes borgmester Ole Bondo Christense holdet i mål efter 5 km på løberuten.

Interview med borgmester Thomas Gyldal Petersen på stævnedagen ved 2018-udgaven af Herlev Triathlon.

”Vi er utroligt glade for, at de tre borgmestre på denne måde bakker op omkring vores stævne, som drives af frivillige hænder i Herlev Tri og Motion,” siger Nina Flindt Temte.

“Det er vigtigt for os at kunne afvikle et stævne i flotte rammer, som både er for den almindelige borger og for den erfarne triatlet. Det plejer at være en fest for både deltagere og tilskuere.”


>> Tilmeld dig til Herlev Triathlon her

>> Se billeder fra 2018 stævnet her (åbner på stævnets facebookside)


>>  Læs mere om Herlev Tri og Motion på deres hjemmeside

>> Se oversigt over alle udholdenhedssporter i Herlev Kommune

>> Se oversigt over alle idrætsforeninger i Herlev Kommune