Fodbold-VM er lige om hjørnet – og måske allerede i gang, når du læser dette.

Og det er ikke kun på TV, på nettet og i aviserne og magasinerne, at fodboldspillet fylder. Det gør det også på Herlev Bibliotek.

Tirsdag d. 12. juni varmer fodboldekspert Svend Rybner op til VM med et gratis foredrag. Men også på egen hånd kan du fylde tomrummet ud før VM og mellem kampene.

Her er fire boganbefalinger fra bibliotekets sportsredaktion – samt fire tips til underholdende fodboldfilm.

Så er du klar til VM!

“Fodboldenglen: en beretning” af Hans-Jørgen Nielsen
Når vi taler om fodbold i litteraturen, kommer vi ikke udenom Hans-Jørgen Nielsens klassiker Fodboldenglen fra 1979.

Den handler om manden Frands’ liv de seneste par år og om hans skrantende forhold til sin kone Katrin, hans besvær med at færdiggøre sit speciale og det fornyede venskab til hans barndomsven Frank, som er pensioneret fodboldspiller med økonomiske problemer og en hang til sprut og lurvede bodegaer.

Men måske vigtigst af alt hører man om fodbold, når Frands fortæller om sit speciale og gør sig mere generelle tanker om fodboldens væsen. Det fodboldfilosofiske spor står som en slags ramme om fortællingen om Frands’ opvækst, uddannelse og nedtur. I skildringen af barndommen er fodbold det, som gør Frands og Frank til andet og mere end snotunger fra Amager.

På et tidspunkt siger Frands, at de, som ikke har forstand på fodbold, altid hæfter sig ved detaljer – en indviklet finte, en perfekt tæmning etc. – mens de, som har forstand på fodbold, betragter den overordnede sammenhæng. Men hvis der er én ting han selv gør i såvel fodbold som i resten af livet, så er det at hæfte sig ved afgørende detaljer: En perfekt aflevering til Frands, et altafgørende øjeblik i ZOO som barn, et perfekt mål, et perfekt samleje med Katrin.

>> Læs mere og reserver bogen

“Fodbold med fjenden: dansk idræt under hagekorset” af Hans Bonde
Indenfor de senere år har yngre danske historikere taget alvorligt fat på besættelsestiden med mange overraskende vinkler til følge. Hans Bondes emne er ingen undtagelse, den fascinerer og fænger som var det en spændende idrætsbegivenhed.

I Fodbold med fjenden kan man læse om et bredt udvalg af populære danske idrætspersoner og organisationer, særligt DIF, som alle samarbejdede med tyskerne. Det er selvfølgelig “let” at være moralsk i dag, men Bonde påviser tydeligt, hvordan man ligefremt opsøgte samarbejdet. Her mener Bonde, at man kunne have undgået at aftale landskampe mod Tyskland, hvilket var tilfældet indenfor mange af de populæreste idrætsgrene.

Der er mange fantastiske og ukendte historier i bogen, bl.a. om den første modstand mod regimet i 1941, hvor publikummet i idrætsparken går amok over de tyske soldaters heilen.

>> Læs mere og reserver bogen

“Triumfen: EM 1992” af Christian Mohr Boisen
Christian Mohr Boisen beretter om tiden op til, under og efter EM-triumfen i 1992.

Bogen er kronologisk opbygget og fortæller om kvalifikationskampene frem mod EM ’92, landsholdets problemer med at træde ud af skyggen fra 1980’ernes dynamitlandshold, træner Richard Møller Nielsens kamp for at skabe tiltro til sit arbejde som træner, holdets overraskende billet til slutrunden på den sørgelige baggrund, at der var krig i Jugoslavien, hver enkelt kamp og forløb omkring, samt fejringen og triumftoget til Rådhuspladsen. Bagerst er der portrætter af hver enkelt spiller.

Bogen er gennemillustreret, deriblandt med fotos, der aldrig er blevet vist før.

>> Læs mere og reserver bogen

“Landsholdet: Fodboldlandsholdet gennem 100 år” af Steen Ankerdal
“Hut-lit-hut” fristes man næsten til begejstret at udbryde, inspireret af en af Ankerdals sportsjournalist-kollegaer fra EM 1992, når man bladrer sig igennem denne flotte fodboldkavalkade af en bog, der portrætterer det danske landshold gennem 100 år.

Det starter faktisk med en triumf, da et dog uofficielt landshold vinder finalen i de såkaldte ekstraordinære olympiske lege i Athen i 1906 mod et tyrkisk hold. Og sådan kridter bogen grønsværen behørigt op for de rød/hvide, og det begynder passende med en beskrivelse af den hidtidige største triumf som europamestre i 1992, herefter følger en kronologisk historisk beskrivelse 1906-1940, fra OL til OL 1948-1952, sølvmedalje ved OL i 1960, og et professionelt dansk fodboldlandshold løber på banen i 1970-erne.

Der tændes “Danish Dynamite” i 1980’erne og forventningens glæde er den største ved VM 1994 og EM 1996. Foruden en veloplagt tekst er der de mange flotte fotos og en meget fyldig statistik-del. Der er også lister med bud på alle tiders bedste danske fodboldspillere, hvor både en Sophus “Krølben” Nielsen, Elkjær, Brian Laudrup og Tomasson er med som bedste angribere.

>> Læs mere og reserver bogen

Film til fodboldfolket


>> ‘Varm op til VM’ – gratis foredrag på Herlev Bibliotek med fodboldekspert Svend Rybner

>> Se hvor du kan spille fodbold i Herlev