Medlemmer af byens idrætsforeninger kan atter indstille boldøjet i Herlev Hallerne og Skinderskovhallen samt snart igen sætte musklerne på arbejde i HI Fitness og Herlevbadet. Hjortespringbadet forbliver lukket som følge af fremskudte renoveringsprojekter.

Glæden var stor i Herlevs idrætsforeninger, da det stod klart, at landets kommuner fra uge 24 kunne genåbne sine indendørs idrætsfaciliteter. Med fulgte et omfattende sæt retningslinjer, som personalet i Herlev Idrætscenter skulle have fuldstændigt overblik over og tage hånd om, før dørene kunne slås op.

Det blev de i første ombæring i Herlev Hallerne og Skinderskovhallen, hvor byens idrætsforeninger fra torsdag d. 11. juni på ny kunne indtage arealerne og træne indendørs. Med lempelsen af forsamlingsforbuddet faldt også reglen om at træne i mindre grupper bort.

Mandag d. 15. juni blev der fulgt trop i Herlevbadet og HI Fitness, hvor foreningsmedlemmer også kunne genoptage den træning, som med ét blev afbrudt, da corona-nedlukningen satte ind i marts.

Hallerne åbner i første omgang for foreningerne
Da de retningslinjer, som er udmeldt af Kulturministeriet bl.a. forudsætter hyppig rengøring og afspritning, er de nævnte idrætsfaciliteter indtil videre kun åbnet for foreningsbrug.

Samtlige involverede idrætsforeninger har i samarbejde med Herlev Idrætscenter sat sig ind i retningslinjerne og tilkendegivet, at anbefalingerne med fælles hjælp kan overholdes. Omklædningsrum og fælleslokaler er dog fortsat lukkede.

Herlev Kommunes idrætshaller er selvbetjente, og der skal findes løsninger på, hvordan den nødvendige rengøring og afspritning skal foregå, før idrætsfaciliteterne kan åbnes for andre brugere end foreningsmedlemmer. Det betyder, at private brugere må væbne sig med endnu lidt tålmodighed.

Hjortespringbadet renoveres frem til september
Det samme må brugere af Hjortespringbadet – væbne sig med tålmodighed. Herlevs populære svømmebad ser sig nødt til at forblive lukket, så længe der pågår renoveringsarbejde. Det forventes derfor, at Hjortespringbadet holder lukket sommeren over og genåbner i starten af september.

Når det trækker ud med genåbningen af Hjortespringbadet, skyldes det, at renoveringsarbejde blev iværksat kort efter corona-nedlukningen. Andre og mere påtrængende projekter blev fremskudt og føjet til det igangværende renoveringsarbejde, da Folketinget i starten af maj blev enige om en langsigtet genåbningsplan. I den var svømmehaller placeret i genåbningens fase 4, dvs. fra august.

De fremskudte renoveringsprojekter var oprindeligt planlagt til sidst i 2020. Ved at fremskynde og samle alt renoveringsarbejdet undgås nu den forventede lukkeperiode senere på året.

Herlev Idrætscenter beklager overfor sine mange trofaste brugere af Hjortespringbadet, men ser frem til at modtage dem igen, når faciliteten på den anden side af sommeren har glæden af at slå dørene op.

Når der er en afklaring på, hvornår Hjortespringbadet genåbner, vil der også komme en udmelding omkring håndtering af periodekort som fx årskort.