Er du klar til årets fodboldfeber? Til det verdensmesterskab, der indledes, når værtsnationen Rusland torsdag d. 14. juni kl 17.00 sparker begivenheden i gang mod Saudi Arabien.

Til det fodbold-VM, som med danske øjne bliver rigtig interessant, når de ‘rød-hvide’ to dage senere kommer i ilden. Først mod Peru, senere i kampe mod Australien og Frankrig – og forhåbentlig endnu flere. Og så er der naturligvis alle de andre VM-kampe: Med Brasilien, Portugal, Tyskland, England, Frankrig, Spanien, Belgien, Egypten, Nigeria osv. osv.

Er du klar til alt det? Ellers kan du blive det, når fodboldekspert Svend Rybner tirsdag d. 12. juni klæder os på og varmer op til VM-braget.

Vi er alle optaget af, om Danmark kan forsvare fodboldæren. Men hvad er der i øvrigt på spil ved et verdensmesterskab i fodbold? Ikke så lidt, hvis man spørger Svend Rybner, der uddannet historiker og fodboldtræner og senest har udgivet bogen Fodbold i Spanien – meget mere end el Clásico.

I sit oplæg, der finder sted på Herlev Bibliotek tirsdag d. 12. juni kl. 19.00-20.30, giver Svend Rybner mange svar: Bl.a. på hvordan fodbold afspejler verden omkring os? På om man kan fortælle verdenshistorien gennem fodbold? Og på hvad den runde læderbold har med globalisering og national identitetsfølelse at gøre?

Deltagelse er gratis – og der bliver også lejlighed til selv at stille fodboldeksperten spørgsmål.

>> Tilmeld dig begivenheden ‘Varm op til VM’

>> Del begivenheden og inviter venner på facebook


>> Se hvor du selv kan spille fodbold i Herlev