Hver torsdag kl. 16.30-17.30 er der kvalitetstid på programmet i Herlev/Hjorten Badminton. Kvalitetstid for børn og deres forældre – med den populære ketchersport som omdrejningspunkt.

Miniton kaldes det gratis tilbud. Med små, sjove spil, øvelser og fantasi, og under kyndig styring af uddannede instruktører, leges den motoriske træning ind hos de 3-7-årige piger og drenge. Til miniton er de altid sammen med enten mor eller far – og helt uden gadgets omkring sig.

Badmintonklubben lover, at det hele foregår i børnehøjde og er meget mere end bare badmintontræning. Vi træner til livet, omtaler klubben selv miniton – fokus er på det hele menneske.

“Vi kan se, at de spillere, der klarer sig bedst som voksne, har haft en tidlig start og fokus på at lege badminton, men også på motorikken,” forklarer Thomas Jon Vitting, der er ungdomscheftræner i Herlev/Hjorten Badminton.

Et par håndfulde familier er for øjeblikket aktive til miniton, og der er plads til mange flere, siger Thomas Jon Vitting.

Godt badmintonmiljø
“Dem, som deltager er glade og ikke blege for at give ordet videre,” siger han og fortæller, at baggrunden for initiativet er todelt:

Først og fremmest at give børn en legende indgang til badmintonsporten. Derfor benyttes også andre redskaber og øvelser end træning med ketcheren, så børnene udvikler en god fornemmelse for spillet og for samværet. Derfor involveres også forældrene.

Dernæst er målet at styrke klubben i Herlev fremadrettet.

“Det er vigtigt for os at se langsigtet, hvis vi gerne vil blive ved at have det gode miljø, som er vigtigt for både bredde og elitespillere og deres udvikling.”

“Vi håber selvfølgelig, at de børn, der starter til miniton, bliver i klubben og flytter med over på de andre hold, når de er gamle nok.”

>> Miniton er for børn i alderen 3-7 år, de skal altid ledsages af enten mor eller far

>> Det er gratis at deltage og foregår i Skinderskovhallen hver torsdag kl. 16.30 – 17.30 – tilbuddet kører hele badmintonsæsonen frem til maj 2019

>> Det eneste, som skal medbringes, er indendørssko og tøj at bevæge sig i – alt andet sørger klubben for

>> Læs mere om Herlev/Hjorten Badminton


>> Se alle ketchersporter, som kan dyrkes i Herlev

>> Se alle idrætsforeninger i Herlev