BEMÆRK: DETTE ER EN GAMMEL NYHED – AKTIVITETEN ER AFVIKLET/TILBUDDET ER UDLØBET.

Onsdag i denne uge – mere præcist onsdag den 14. marts kl. 17.00 – inviterer Herlev Løbe- og Atletikklub endnu engang begyndere til at snøre skoene og komme i gang med at løbetræne.

Målsætningen og udfordringen til de fremmødte er klar: Lær at løbe 5 kilometer i løbet af 10 uger.

Og det kan lade sig gøre. Det er nemlig langtfra første gang, at Herlevs traditionsrige løbeklub gør sit til både at motivere nye løbere og invitere dem ‘indenfor’. Faktisk er det 16. år i træk, at klubben tilbyder den slags begynderhold. Det fortæller Peter Dall, som er formand i Herlev Løbe- og Atletikklub. Han glæder sig til at tage imod nye løbere:

“Vi tager imod alle, som gerne vil i gang med at motionere. Det kan være af forskellige årsager – nogle fordi de gerne vil tabe sige, andre for bare at få en bedre livsstil.”

“Der vil altid være et lille frafald, men alle, som gennemføre forløbet, lærer rent faktisk at løbe en 5 kilometer,” siger formanden og tilføjer, at der afsluttes med et lille testløb på distancen.

Forskellen er fællesskabet
Træningskurset, som klubben kalder det, tager udgangspunkt i fællestræning mandage og onsdage eftermiddag. Træningen ledes af erfarne ‘Herlevløbere’, men vil man virkelig rykke, træner man også lidt ved siden af, på egen hånd eller med andre deltagere på begynderholdet.

For mange gør det en kolossal forskel at træne med andre og ikke mindst på begynderholdet, forklarer Peter Dall: “Forskellen er fællesskabet,” siger han.

“Man løber sammen med ligesindede – det gør det nemmere at tage sig sammen og komme ud, når man ved, der står nogen og venter.”

“Samtidig undgår man at overanstrenge sig og derved få skader. Vi starter langsomt op, så kroppen kan følge med. Vi har altid kompetente løbere tilknyttet holdene, som man altid kan spørge til råds.”

Træningen
Klubben forklarer om det 10-ugers træningsforløb, at træningen er bygget op som en vekselvirkning mellem at løbe og gå. Der er et komplet træningsprogram til alle, så man kan optimere træningen og tilpasse den ugens mange øvrige gøremål.

Begynderholdet er for alle, dog skal man være over 15 år for at deltage.

Det koster blot 100 kroner at være med – et beløb, der fratrækkes kontingent ved efterfølgende indmeldelse i foreningen.

>> Læs mere om Herlev Løbe- og Atletikklubs begynderhold her.

>> Læs mere om Herlev Løbe- og Atletikklub her på siden.