BEMÆRK: DETTE ER EN GAMMEL NYHED – AKTIVITETEN ER AFVIKLET/TILBUDDET ER UDLØBET.

KCK-Herlev er byens lokale cykelklub – og skal det også være din lokale cykelklub?

Det kan du finde ud af ved at deltage, når KCK-Herlev to lørdage i april igen inviterer alle interesserede, kvinder og mænd, til ‘begyndertræning for nye cykelmotionister’.

Første gang er allerede nu på lørdag – den 7. april, kl. 10.00 – hvor erfarne folk fra KCK-Herlev står klar til at hjælpe og guide. Lørdagen efter – den 14. april – køres der på ny.

”I KCK-Herlev har vi god erfaring med at afholde vores åbne begyndertræninger for motionister,” siger Steffen Møller, bestyrelsesmedlem i KCK-Herlev.

Alle kan være med – men husk cykelhjelmen
“Begyndertræningerne giver interesserede en rigtig god mulighed for at snuse til, hvad en klubtræning går ud på – og giver os en chance for at vise, hvor søde og seje vi er inde bag det stramtsiddende cykeltøj,” lyder det fra Steffen Møller, der på vegne af KCK-Herlev glæder sig til at møde nye ansigter.

Ved begge de to begyndertræninger køres der maksimalt i et par timer, og i et roligt tempo hvor alle kan være med. I tilfælde af kraftig regn – eller sne – aflyses der.

Interesserede skal ikke tilmelde sig, oplyser cykelklubben, men blot møde op ved KCK-Herlevs klubhus på Skinderskovvej 52 – lørdag den 7. april eller lørdag den 14. april, begge dage kl. 10.00.

Det er vigtigt at medbringe sin egen racercykel, cykelsko, den obligatoriske(!) cykelhjelm – og godt humør!


>> Læs mere om KCK-Herlev her på siden

>> Besøg KCK-Herlevs hjemmeside