Amalie og Cecilie Leth-Nissen fra Hjortespring Golfklub blev suveræne vindere af Årets Sportsprofil 2017 til det traditionelt stort anlagte og offentlige arrangement i Herlev Medborgerhus i midten af december 2017.

De to søstre var begge overraskede over at vinde prisen, og til Herlev Bladet sagde den ældste af de to søstre, at “det er fedt at blive anerkendt for det, man laver”.

15-årige Cecilie Leth-Nissen begyndte som 9-årig at spille golf. Det var i 2012, efter at have deltaget i Golfens Dag, som er en årlig begivenhed i bl.a. Hjortespring Golfklub. Året efter startede hendes to år yngre og nu 13-årige lillesøster, Amalie.

Selvom de to talentfulde golfsøstre bestemt ikke var uvante med at træne hårdt for at nå sine mål – de havde inden golfen begge spillet håndbold, tennis og svømmet på talenthold i Gladsaxe og Herlev Svømning – krævede det slid at nå dertil, hvor en hæder som Årets Sportsprofil falder af sig.

Med hjælp fra gode trænere og en stor træningsindsats har de dog formået at skabe gode resultater samt overbevise andre om deres evner – endda i en grad så de i efteråret 2017 i første omgang blev nomineret til prisen som Årets Sportsprofil og for første gang måtte en tur i Herlev Bladet.

Imponerende resultater
Det kræver sådan set også blot et kig ned over, hvad de hver især allerede har opnået, for at forstå hvorfor:

  • Cecilie har vundet 2 x guld og 1 x sølv ved årgangsmesterskaberne, og hun har ligeledes vundet 2 x guld og 1 x sølv i den landsdækkende Juniorcup. Herudover har hun vundet guld i U22 A-rækken for hold, fået flere topplaceringer ved nationale ranglisteturneringer og deltaget i turneringer i Frankrig og England. I 2016 blev hun udtaget til Dansk Golfunions udviklingstrup for piger og i 2017 til juniorlandsholdet for spillere op til 18 år.

  • Amalie har også vundet årgangsmesterskabet og den landsdækkende Juniorcup to gange.  I 2015 var hun med til at vinde Danmarksmesterskaberne i U16D-rækken. I 2016 blev hun udtaget til Dansk Golfunions udviklingstrup for piger og i 2017 til juniorlandsholdet for spillere op til 18 år. Hun var med sine 13 år og 22 dage den yngste spiller udtaget til landsholdet nogensinde. I 2017 blev hun udtaget til Europamesterskaberne for U16 spillere, blev nr. 3 i Belgian International Championship U14 og nr. 6 ved Evian Championship Juniors Cup for U14-landsholdsspillere fra hele verden. Hun sluttede 2017-sæsonen ved at vinde U-16 ranglisten for piger i DK og ligger pt. nr. 3 på den europæiske U-14 rangliste.

  • Begge piger spiller på tredje år med på damernes 1. hold i 1. division.

Der er med andre ord intet at sige til, at de to golfsøstre kunne overbevise Herlev om, at de var årets sportsprofiler i 2017.

Spørgsmålet er nu ikke, om vi kommer til at høre mere om og til Cecilie og Amalie, men om vi på et tidspunkt også skal stifte bekendtskab til flere piger med efternavnet Leth-Nissen. Cecilie og Amalie har nemlig to lillesøstre, som også spiller golf. Ligesom deres forældre – naturligvis – er slående gæster på grønsværen, når tiden da er til det.

Video: Herlev Bladet