Selvom Gymrats Boxing kalder sig et træningscenter, er fokus, som navnet også antyder, på boksning.

Sagt på en anden måde: Vægten lægges på de træningsmetoder, som findes inden for boksesporten – og som styrker både krop og sind.

For mange vil den slags kaldes motionsboksning, og for nysgerrige tilbyder klubben en måneds gratis træning, hvis man melder sig ind, inden udgangen af maj. Før man melder sig ind, er man naturligvis også velkommen til at snuppe sig en gratis prøvetræning, forklarer Theodor Refsgaard, der er formand for Gymrats.

Han siger videre om træningen i Gymrats:

“Det er en super motiverende og innovativ træning, hvor man kommer alle kroppens muskler igennem samt forbedrer kondition markant ved bare to træninger om ugen.”

“Samtidig tager man del i et stærkt sammenhold, hvor humøret altid er højt, og man forlader træningen med et smil på læben og fornyet energi.”

Alle aldre og niveauer – af begge køn – kan deltage slår Gymrats-formanden det fast.