Det blev Bente Christensen, som er formand i Herlev Tennisklub, der i december 2017 blev kåret til årets idrætsleder i Herlev Kommune.

Det fortæller Herlev Bladet, der tog den initiativrige, taknemmelige og beærede formand ‘på sengen’ (se videoen nedenfor), kort efter hun havde havde fået prisen overrakt af borgmester Thomas Gyldal Petersen. Til den lokale avis sagde hun bl.a., at det frivillige arbejde som tennisformand “er en nydelse i sig selv. Jeg elsker det!”.

Bente Christensen begyndte selv at spille tennis i slutningen af 1970’erne og blev medlem af Herlev Tennisklub i foråret 2010, få måneder efter, hun var flyttet til Herlev. Efter en periode, hvor Bente, der ligesom den tidligere elitesvømmer, Mette Jakobsen, kommer fra Nakskov, trådte til som arrangør af klubarrangementer, blev hun i 2012 valgt ind i bestyrelsen og året efter formand for Herlev Tennisklub.

“Jeg er meget glad for at være formand for HIT, vi har en fantastisk klub med en masse meget engagerede medlemmer,” siger Bente og uddyber, nu hvor hun har kunnet ’sunde sig’ ovenpå pristildelingen:

“Det at få en pris som årets idrætsleder er et fantastisk skulderklap, og jeg er meget beæret. Men jeg må også sende æren videre til bestyrelsen og ikke mindst til alle de medlemmer, der bakker op om klubben, ved at deltage i det sociale og sportslige arrangementer, som vi afholder – ligesom de er med i ånden, der handler om at vi er en klub, hvor der er plads til alle. Hvor vi hilser på hinanden, så alle kan føle sig som en del af klubben.”

“Jeg synes det er meget vigtigt, man har sådan nogle priser, det er altid dejligt at blive anerkendt.”